Nye kælvningsbokse – status

 

Februar 2004

 

I de nye kælvningsbokse på KFC har vi forsøgt at tage hensyn til smittebeskyttelse, god overvågning og kokomfort i placeringen og udformningen. Siden de blev taget i brug er underlaget imidlertid ændret fra ren sand til et lag sand med halm over.  Køerne prioriterede kontakten med nabo-koen så højt at de placerede sig meget af tiden ved vandkoppen, hvor der blev fugtigt og beskidt.. Halmen har hjulpet på fugten og hygiejnen  og vil foreløbig blive anvendt vinteren ud.

 

Vores nye kælvningsbokse blev taget i brug  ca. 1. december og er blevet brugt flittigt. Der er blevet født ca. 60 kalve på KFC i december og januar. Det har selvfølgelig medført et stort pres på kælvningsboksene, men det er nu ikke grunden til at vi nu har ændret lidt på brugen. Som nævnt i omtalen http://www.kfc-foulum.dk/artikler/kaelvningsbokse.htm lagde vi ud med kun at have sand i boksene, men et samspil af flere omstændigheder gør at det nu er ændret. Alt i alt er de mange køer og kalve kommet godt fra start efter en fødsel i de nye bokse.

 

Kælvningsboksene er enkeltbokse med faste sider af hensyn til smittebeskyttelse, men der er mulighed for kontakt mellem køerne henover vandkoppen. Hensigten var at øge køernes interesse for at drikke hurtigt efter kælvning. Dette er værdifuldt med hensyn til at efterbyrden kommer ud og af hensyn til koens almen befindende, men vandkoppens placering har nu vist sig at give et andet problem. Da det er køernes eneste mulighed for kontakt til nabo-koen vælger de nemlig at opholde sig i nærheden af vandkoppen, både når de står og når de lægger sig ned. På grund af et vist vandspild fra koppen og pga. urin og fæces fra køerne blev dette sted fugtigt og dermed et koldt sted at ligge Når dertil lægges den lave temperatur har det medført at køerne har været lidt for beskidte og at kalvene har decideret frosset. Det blev derfor besluttet at strø med halm ovenpå sandet, foreløbig vinteren ud. Vi udlægger fortsat 10 cm sand under halmen, så underlaget er skridsikkert også lige efter udmugning.

 

Halm kræver til gengæld megen omhygge for at hygiejnen kan holdes. Der bliver derfor strøet godt inden en ny ko kommer i boksen, og derefter dagligt. Der muges ud i boksene mindst én gang per måned. Halmen har selvfølgelig ikke ændret køernes liggeadfærd i forhold til vandkoppen, så vi vil lave nogle kontakt-huller længere tilbage i boksen. Håbet er at køerne dermed lægger sig længere tilbage i boksen. Om dette lykkes vil vi berette om senere.